Hej Alle,
Så er den nye sæson ved at skal starte.
Vi har i løbet af sommeren været til Island Games på Åland, hvor vores spillere gjorde en flot figur for Grønlandsk badminton.
Vi fik 1 guld, 3 sølv og 1 bronze i den individuelle turnering og sølv i holdturneringen.
I forbindelse med Island Games fik vi snakket med Landstræner Bjarne Nielsen om den nærmeste fremtid og de tiltag, vi gerne vil have igang i denne sæson.
Til GM blev der efterlyst trænerkurser.
Vi har gennem Bjarne fået kontakt til 2 personer, som kommer til hhv Nord og Sydgrønland i løbet af efteråret.
Sune Gavnholt satser på at komme til nordgrønland i uge 42.
Nærmere info om dette følger, så snart han har sin ferieplan klar fra sine studier.
Turen skal gå til Upernavik og diskobugten.
Peter Reismer starter i Paamiut og fortsætter til Sydgrønland i slutningen af september - begyndelsen af oktober.
Bjarne arbejder på at finde flere instruktører, så vi også kan komme til Sisimiut, Nuuk og Maniitsoq i løbet af sæsonen.
Samarbejde med Færøerne, Island og Grønland
GBF er sammen med Færøerne og Island med i et tre årigt talentudviklingsprojekt, hvor vi vil give vore unge talenter mulighed for at udvikle sig sammen med spillere fra Færøerne og Island.
Samtidig afholdes der trænerkursus, hvor vi kan få fire trænere med. Der vil være fire trænere fra Island og Færøerne også.
Projektet er støttet af Badminton Europe med 5.000 Euro. Derudover har Nuuk-Reykjavik-Torshavn støttet projektet med 50.000 kr. over to år.
Der vil være en årlig samling, der i 2009 foregår i Reykjavik, Island i oktober. I 2010 vil samlingen være på Færøerne. Det er endnu ikke Besluttet om samlingen i 2011 skal foregå i Grønland, da der er rejseomkostningerne at tage hensyn til.
Hvert land deltager med otte spillere.
Landstræner Bjarne Nielsen udtager de otte grønlandske spillere:
1 dreng og 1 pige årgang 97/98 (U13 i næste sæson)
1 dreng og 1 pige årgang 95/96 (U15 i næste sæson)
1 dreng og 1 pige årgang 93/94 (U17 i næste sæson)
og yderligere to spillere.
GBF anmoder interesserede trænere om at melde sig til Bjarne Nielsen mail: bn@topdirect-dba.dk eller Michael Kleist mail: gbf@greennet.gl. Såfremt der er flere end fire interesserede trænere, vil landstræneren udtage de fire trænere der får tilbudet i 2009. I 2010 vil der være fire nye trænere, der får tilbudet.
Tilbagemelding senest den 1. september 2009.
Foreløbig program for lejren:
Fredag 9. oktober afrejse Kangerlussuaq til København
Lørdag 10. oktober - deltage i dansk ungdomsturnering i Nordsjælland
Mandag 12. oktober afrejse København til Reykjavik mandag 12.10
Tirsdag 13.-16. oktober – træningslejr og trænerkursus
Lørdag 17. oktober – deltage i islandsk ungdomsturnering
Søndag 18. oktober afrejse Reykjavik til København
mandag 19. oktober afrejse København til Kangerlussuaq
Ansvarlig træner for projektet er Bjarne Nielsen
Indkvarteringen vil foregå privat på Island og på vandrerhjem i Danmark eller privat.
Spørgsmål kan rettes til Michael Kleist eller Bjarne Nielsen.
GM 2010
Det er besluttet at GM bliver afholdt i Ilulissat i påsken 2010.
GBF's bestyrelse afholder møde om sammensætningen og format af GM i slutningen af september.
Her vil forskellige forslag blive gennemgået og sendt ud til klubberne til beslutning.
Der blev til GM i Qaqortoq besluttet at vi skal bruge kredsene og kredsmesterskaberne til at udvælge de egnede spillere, som skal til GM.
Det blev også besluttet at begrænse antallet af spillere, specielt i senior, U19 og U17 mens vi skal give U15 bedre muligheder for at komme til GM, selv man i princippet ikke er "gammel nok" (U13).
Dog vil der på nuværende tidspunkt ikke blive arrangeret GM for U13, bl.a fordi GIF har en bestemmelse om, at der ikke skal kåres Grønlandsmestre, som ikke fylder 14 år, det år der spilles GM, men også for at holde omkostninger til rejser og ophold i et niveau, som vi kan magte.
Badmintonspillere på ophold i Danmark
Med den nye sæson på trapperne, er der en del spillere, som er taget til Danmark på efterskole og uddannelse.
For at sikre kontakten med disse spillere og muligheden for at arrangere samlinger for disse i samarbejde med Bjarne, skal jeg opfordre klubberne til at melde tilbage til GBF, om hvor spillerne opholder sig, og hvilken skole/uddannelse de går på.
Arctic Winter Games
I 2010 vil der blive afholdt Arctic Winter Games i Alberta 6.-13. marts.
Vi skal have udtaget et hold til AWG og vil i december afholde en samling for emner.
Det er endnu ikke fastlagt hvor samlingen holdes, men vi vil gerne høre, hvilke emner der er.
Vi ved, der er en del, som har været på skoleophold sidste sæson, som vi og Bjarne ikke har set til GM.
Placeringen af samlingen vil blive fastlagt efter ungdomslejret på Island i oktober.
Med håbet om en god sæson
Michael Kleist
Grønlands Badminton Forbund